Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets ydre vaer der intet Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen Guderst hafver Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten Skald de atter falme
The did breake and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he with men On the of life - no change No change as the Beast
fear him, these fooles A power pure, nature Perception sans
Amongst them he unseen Like a tint if The breath of
No of God did tell Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which its deeps
- An animal crawling O'er the wintry All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be harvest From the hearts of men